Historie
TILBAGE |  PRINT |  FORSIDEN  

Sdr. Omme - Grønland - Sdr. Omme -  Sdr. Felding – og nu Norge

Sdr. Omme-drengen René Lauritsen gik i tømrerlære hos Karl Friis i sin hjemby, men drog allerede dagen efter sit svendegilde ud i den store verden. For at opleve. Og for at udøve sit håndværk under helt andre forhold

Første stop var en blød landing, et halvt år i Norge.
Men så skete der noget. Det næste år arbejdede René som yngste mand på et gigantisk byggeri i Algeriet. En helt ny by. 78 blokke. 1.500 lejligheder. 60 butikker. Hver på fem etager. En by til 15.000 mennesker.

Derefter tog René med meget kort varsel til Grønland. For et nordjysk firma. Kort efter hans ankomst til Jakobshavn mødte han grønlandske Ane, som han giftede sig med. Sammen har de to nu voksne børn. Derfor blev det, som René havde indledt som et ungt håndværkereventyr, til 12 år på Grønland.

I Jakobshavn, Grønlands tredjestørste by, blev der bygget rigtig mange boliger i slutningen af 1980erne, så René arbejdede ofte 13 timer pr. dag, dog kun 8 om søndagen.
De sidste mange år på Grønland påtog René og en fast makker, også fra Sdr. Omme, sig de meget krævende byggeopgaver i de små grønlandske bygder og udsteder. Byggeri under ekstreme forhold og tit også meget vanskelig transport af mænd og materialer.

De bankede søm i træ i 30 graders kulde. Men de udviklede også nye kompetencer. For ofte var de eneste håndværkere på udstederne og havde ofte også kun hinandens selskab flere måneder i træk. I hvert fald hvis snakken skulle være på dansk.
Rene og hans makker opførte bl.a. en komplet trækirke på et svært tilgængeligt udsted, inklusive udgravning og betonsokkel. Med ti meter lange spær i limtræ, som var for tunge at løfte, selv for to mand. Og kraner fandtes ikke i ødemarken. Men kirken blev rejst alligevel.
Det samme gjorde et medborgerhus på et andet udsted, som Rene og hans makker arbejdede på et helt år. Et træhus i to etager på over 300 kvm.

Det var på Grønland, René for alvor lærte at planlægge helt ned i detaljen, at strukturere et stort byggeri, at regne en konkurrencedygtig pris ud.
Men først og fremmest gjaldt det omhu. Var der ikke søm nok med i pakningen, kunne det koste mange tusinde kroner at få det fløjet op. For næste skib ankom måske først igen næste sommer. Og så skulle håndværkerne af sted igen for at gøre færdigt.

Disse meget vigtige evner til at klare sig selv, at kunne planlægge selvstændigt og tænke fremad tog René med sig, da hans gamle mester, Karl Friis, kaldte ham hjem som partner i det nye makkerskab, I/S Friis og Lauritsen i 1997.
Firmaet rådede over de to mestre samt to svende og havde base på Tværvej i Sdr. Omme.

I 2000 overtog René firmaet, som blev omdøbt til det nuværende René Lauritsen Tømrer- & Snedkerfirma.
Og året efter flyttede vort firma til det nuværende domicil, en flot restaureret gård på Bøvlvej lige uden for Sdr. Omme - som led i en handel, hvor vi opførte en villa i Sdr. Omme til de gamle ejere.

I 2003 overtog René kollegaen Jens Ove Jensens firma - og Jens Oves arbejdskraft og ekspertise i bygninger til landbrug.
Med Renés kærlighed til træhuse har han også udvidet forretningen med opførelse af bjælkehytter for Panbo Huse.

I 2005 løste vi vor hidtil største opgave på Grønland. Opførelse af 15 komplette bjælkehuse i tre bygder – med mere end 1.000 km afstand – for det grønlandske hjemmestyre. Byggeriet krævede mere mandskab end nogensinde før.
Fra 1. januar 2006 er vi blevet aktieselskab.

Vi har oprettet vort ejendomsselskab, René Lauritsen Ejendomme for at styrke vor forretning og udnytte vor kapacitet. Vi udlejer nu 17 lejemål, fordelt på seks ejendomme i Sdr. Omme, Grindsted og Vejle. Fire lejemål er butikker, resten lejligheder.

1. juli 2008 åbnede vi på opfordringer fra lokalområdet vor første afdeling, i Sdr. Felding, med to mand og en af vore egne folk, Finn Lauridsen, som leder. Afdelingen skal tage sig af opgaver i Sdr. Felding- og Herning-området og kan på større opgaver trække på kollegernes arbejdskraft fra hovedafdelingen i Sdr. Omme.

Umiddelbart efter at vi havde udvidet med vor nye afdeling i Sdr. Felding, slog krisen voldsomt igennem, også hos os, hvilket har betydet en voldsom nedgang i vore aktiviteter.

Vi har været nede og vende, hvor det gør ondt. Reduceret vor medarbejderstab og organisation for at tilpasse os det nuværende marked.

Men efter nogle meget hårde år har firmaet rejst sig fuldt ud igen i 2012, og vi har igen sorte tal på bundlinien, både i regnskabsårene 2011-12 og 2012-13. Vi ser nu fremad og håber, at krisen har styrket os på mange fronter.

Det gælder om at være med i gode byggeår og på vækstmarkeder, så derfor lyttede René, da en nordmand og en dansker i slutningen af 2011 prikkede til ham med ønske om samarbejde – med René Lauritsen A/S som udførende part.

Samarbejdet mellem det norske CO2 Bygg og René Lauritsen A/S blev en realitet et år senere, i slutningen af 2012. Derfor etablerede vi os med fast adresse i Oslo i foråret 2013 med datterselskabet René Lauritsen A/S Norge. Foreløbig med en fast mand til at udføre og styre opgaverne, suppleret med indlejet arbejdskraft.

Vort produkt i det norske er hovedsageligt energirigtigt byggeri, passivhuse og tilbygninger tilbygninger/renoveringer af parcelhuse, primært i Oslo-området.